Hans Erik Brønserud – blog

Den personlige blog

Middelfart Sparekasse endnu engang kåret til Danmarks Bedste Arbejdsplads

Skrevet fredag d. 21. november 2008

Great Place to Work® Institute har netop offentliggjort Danmarks største undersøgelse af trivsel og arbejdsglæde på de danske arbejdspladser, og for anden gang er vi Middelfart Sparekasse løbet med titlen. Se mere herom på sparekassens hjemmeside – klik her. Nedenfor er nogle er de tanker jeg har gjort mig i den forbindelse.

Fundamentet kan dateres 155 år tilbage
Det er snart 155 år siden at Sparekassen for første gang slog dørene op. Dengang opstod vores virksomhed ud fra et ønske om at tilbyde almindelige mennesker en mulighed for at placere deres midler andre steder end i madrassen. Samtidig fik driftige håndværkere mulighed for at bruge likviditeten til forskellige erhvervsformål. Der er sket meget siden 1853. Vi lever i et andet samfund, dog har vi holdt fast i det oprindelige udgangspunkt:

”At tilbyde almindelige mennesker og den mindre erhvervsvirksomhed et alternativ på markedet for finansielle ydelser”.

X-faktor
Der er en helt afgørende faktor, som adskiller os fra konkurrenterne – en x-faktor, kunne man sige – der hvor på et helt afgørende punkt adskiller os:

”det handler om medarbejderne!”

Medarbejderne gør vores virksomhed unik
Som alle med interesse for Middelfart Sparekasse ved, er det snart 15 år siden, at vi erkendte og formulerede at det er medarbejderne, som gør koncernen unik. I dag lyder det jo ganske ligetil og naturligt for os, at sådan hænger det sammen – naturligvis: Medarbejderne er den helt centrale ingrediens i vores virksomhed – det er dem, der gør forskellen i vores koncern.

Men selvom det i dag ligger lige for, og er en fasttømret del af vores selvopfattelse, så ligger der hårdt og målrettet arbejde bag den erkendelse. Det har taget tid og ind imellem kostet nogle kampe, men jeg behøver blot kaste et blik rundt i organisation: Det er et arbejde, vi kan være stolte af – alle sammen – både medarbejdere, kunder og andre interessenter.

Middelfart Sparekasse konkurrerer i den finansielle sektor, hvor alle virksomhederne mere eller mindre har de samme ressourcer til rådighed: Produkterne og IT-infrastrukturen er stort set den samme. Vores produkter og services er IKKE anderledes end dem, kunderne kan få hos vores konkurrenter. Det der gør forskellen, er den medarbejder, du møder i sparekassen.

Jeg tror på, at vi skal sørge for selv at have det godt – før vi kan give andre en ordentlig behandling. Vi er netop blevet kåret til Danmarks bedste arbejdsplads og jeg er personligt gladere end nogensinde før, for at møde ind på arbejde. Det er sådanne oplevelser, der opvejer det hårde slid og de mange sure pligter, der også findes i Middelfart Sparekasse.

Hans Erik

1 kommentar til “Middelfart Sparekasse endnu engang kåret til Danmarks Bedste Arbejdsplads”

  1. Jens Høeg skriver:

    Et stort tillykke til jer for endnu engang at yde den flotte præstation.
    Det er ikke mange virksomheder, der både kan bryste sig af at være den bedste arbejdsplads samtidig med at være det pengeinstitut, som løber med den største kundetilfredshed, men som Hans Erik selv påpeger hænger tingene jo sammen.
    Vi er stolte af at kunne sige: “Vi er kunder i et pengeinstitut, som skatter og værdsætter deres medarbejdere højt”.
    Vi er selvfølgelig også rigtige glade for, at det netop gør, at vi får en saglig og god behandling, når vi henvender os i sparekassen – tak for det.

Skriv en kommentar