Første spadestik – for anden gang!
Tirsdag den 20. maj oprandt den store dag, hvor sparekassens bestyrelsesformand Jørgen Eggert-Larsen og jeg selv i fællesskab tog første spadestik til Middelfart Sparekasses nye hovedsæde i Middelfart – et byggeri der forventes at stå færdigt omkring årsskiftet 2009-2010.
Første spadestik er altid en skelsættende begivenhed, der om noget giver følelsen af at begive sig ind i en ny æra. Jeg føler mig meget heldig, for jeg tror ikke, der er mange, der som jeg har oplevet første spadestik på samme adresse hele to gange i min erhvervsaktive karriere. Jeg var nemlig også med, da der var første spadestik på den bygning, som lige er blevet jævnet med jorden for at give plads til det nye byggeri. Det var i 1968, og jeg husker at vi samledes bagefter på Hotel Vestfyn – så vidt jeg husker, fik vi medisterpølse. Jeg var også med til rejsegildet, der blev holdt i den nye sparekassebygning, og hvor der blev serveret øl.
Udviklingen fortsætter
Første spadestik er spændende, nyt og stort, og samtidig giver det anledning til at vende blikket bagud. Jeg synes, det er tankevækkende, at i al den tid, hvor sparekassen har ejet fast ejendom, har der med 13-20 års mellemrum været behov for at bygge. Enten har vi bygget nyt, eller også har vi bygget til eller har foretaget en stor, indvendig renovering og ombygning.
I 1918 fik sparekassen for første gang fod under eget bord i en nybygning på adressen Algade 62 på hjørnet af Algade og Nygade. Tyve år efter var der behov for at bygge til, og man byggede den del af huset, som vender hen mod Glarmester Spring. I 1955 blev der så foretaget en total, indvendig ombygning, hvor der i øvrigt som en del af det nye inventar blev installeret transportbånd, der kunne transportere sparekassebøger og bilag fra medarbejderen og hen til kassen, hvor kassereren så gennemførte ”ordren”. Kunden måtte dog fortsat gå selv!
Allerede 10 år efter i 1965 måtte man erkende, at pladsen igen var blevet for trang, og vi fik udarbejdet tegninger på en om- og tilbygning af det eksisterende hus. Det viste sig dog, at det ville blive alt for dyrt pr. kvadratmeter. I midten af 60’erne var der en hel bølge af lokale banker og sparekasser, der byggede nyt, og det endte med, at den bølge også ramte Middelfart. Arkitekten Bent Brangstrup rejste land og rige rundt og byggede banker og sparekasser, og det var også ham, der tegnede det nye hovedsæde, der blev bygget på adressen Algade 69 på hjørnet af Algade og Gimbels Gyde, hvor der tidligere lå en købmandsgård.
I 1981 var vi igen vokset ud af rammerne, og der blev bygget både om og til på ejendommen. I 1996 var den gal igen, og vi foretog en stor, indvendig ombygning, hvor sparekassen bredte sig til både første og anden sal, der hidtil havde været udlejet.
Forrige år traf vi beslutningen om at rive bygningen på Algade 69 ned. Det kunne ikke længere betale sig at renovere og bygge om, og bygningen levede ikke op til nutidens krav til miljø og teknik. Vi udskrev en arkitektkonkurrence om et nyt hovedsæde til sparekassen, og nu har vi så netop jævnet bygningen med jorden for at give plads til det nye, spændende byggeri, der giver endnu flere kvadratmeter til sparekassen. Det historiske tilbageblik fortæller mig, at det er en helt naturlig udvikling!
Vi har nu boet i Strib i 2½ år, og har i den tid bemærket, hvilken indflydelse og respekt Middelfart Sparekassen har i lokalområdet. Det er også meget flot så mange kulturelle- sportlige og entreprenøraktiviteter Middelfart Sparekasse sponsorerer med ret betydelige midler. Jeres CSR er jo også meget imponerende og anerkendt med adskillige priser.
Det er derfor med meget stor undren, jeg ser hvor skødesløst Middelfart Sparekasse behandler sine naboer her i mit område. Vi bor på Vestergaardvej 41 i Strib. Ost for vort kvarter er et stort udstykningsområde, som ejes af Middelfart Sparekasse. Den største del af området ligger hen i 1 meter højt ukrudt, og det er ganske ufatteligt som vi i øjeblikket bliver overdænget med tidselfrø og selvfølgeligt ogso frø af andre ukrudtsarter. På grund af det må vi i de kommende år kæmpe med voldsom vækst af tidsler og andet ukrudt i hele området det østlige Strib.
Enhver grundejer med respekt for sig selv og sine naboer ville have slået ukrudtsmarken før den sprang i frø. Men ikke Middelfart Sparekasse. Det undrer mig meget, og jeg synes ikke det passer med de værdier, som Middelfart Sparekasse markedsfører sig med.
Vi er meget belastede af dette, og jeg vil anbefale, at Middelfart Sparekasse gør noget ved det snarest.
Med venlig hilsen
Arne Mathiassen
Kære Arne Mathiassen
Tak for din henvendelse og for de rosende ord om Sparekassens lokale virke.
Jeg må naturligvis beklage, at vores udstykning på Abelonelunden er tilgroet med ukrudt.
Jeg har bedt vores bygningsafdeling se nærmere på sagen, og de har lovet, at der vil blive gjort noget ved det snarest.
Med venlig hilsen
Hans Erik Brønserud
Kære Hans Erik Brønserud.
Mange tak for din modtagelse af min henvendelse vedrørende belastning med ukrudtsfrø i det østlige Strib fra Abelonelunden. Og tak for din aktion. Jeg ser nu, at hele området har fået ukrudtet fjernet effektivt. Det var en flot reaktion. Tak for det.
Næste år skal det anbefales, at fjerne ukrudtet inden det smider frø i slutningen af juni.
Med venlig hilsen
Arne Mathiassen