Hans Erik Brønserud – blog

Den personlige blog

Årsregnskab 2008

Skrevet fredag d. 13. marts 2009

Middelfart Sparekasse fik for blot tredje gang i 155 år underskud.  Jeg er naturligvis ærgerlig over det utilfredsstillende resultat, men jeg hæfter mig ved at det er en række ekstraordinært faktorer relateret til den globale finanskrise, der påvirker vores resultat.

Middelfart Sparekasse er forsat et sundt pengeinstitut og jeg glæder mig over at vi i et turbulent marked har præsteret en fremgang i basisforretningen på 16,4% – fra 191,3 mio. kr. i 2007 til 222,7 mio. kr. i 2008

Jeg kan godt forstå, hvis der er kunder og andre interessenter, der har brug for at komme bag om årets resultat, og derfor vil jeg forsøge at besvare nogle af de spørgmål, jeg mener er relevante at stille. Har du andre spørgsmål, du ønsker svar på, er du velkommen til at benytte bloggen her.

Hvorfor har Sparekassen fået underskud?

Underskuddet skyldes en række helt ekstraordinære faktorer på grund af finanskrisen.

  • Vi har dækket tabet for en række kunder, der havde investeret i bestemte erhvervsobligationer – de såkaldte ScandiNotes. Da vi solgte disse erhvervsobligationer, var der ingen, der kunne forestille sig at en række af de pengeinstitutter, obligationerne var knyttet op på, ikke ville klare sig igennem 2008. Kompensationen til kunderne kostede os 27,5 mio. kr.
  •  Vi har betalt 10,9 mio. kr. til den første bankpakke og dermed til en række trængte pengeinstitutter
  •  Turbulens på aktie og obligationsmarked har medført kurstab på 23,7 mio. kr.
  •  Nedskrivninger og tab hos vores kunder er steget fra 6,4 mio.kr.  i 2007 til 38,8 mio. kr. i 2008. Det er vigtigt at understrege, at der er tale om tab hos privat- og erhvervs-kunder, vi har kendt gennem flere år, men kunder der desværre også mærker krisen.
    Vi vil forsat strække os langt for at hjælpe de kunder, der mærker krisen.

Hvad betyder årets underskud for jer?

Det er naturligvis ærgerligt med et underskud, men situationen i 2008 var helt ekstraordinær. Sparekassen har et solidt kapitalgrundlag på 900 millioner, selv efter at vi har modregnet årets underskud. Middelfart Sparekasse er derfor stadigvæk godt polstret, og vi har en soliditet på 16 %, hvilket er det dobbelte af lovens krav.
Derfor står vi heldigvis heller ikke i en situation, hvor vi er nødt til at afskedige medarbejdere.

Hvad betyder det for mig som kunde?

Det betyder, at du kan regne med, at jeg er her og at Sparekassen er her – også i fremtiden. Det betyder også, at vi vil blive ved med at være os selv, og at vi forsat vil støtte både jer kunder og vores lokalområde.

Bliver det sværere at låne penge?

I dag påtager pengeinstitutterne sig en større risiko, når de låner penge ud. Samtidig er det blevet dyrere for pengeinstitutterne at optage lån. I Sparekassen har vi altid ført en fornuftig udlånspolitik, og den vil vi fastholde. Sparekassen er heldigvis i den situation, at vi næsten har balance mellem indlån og udlån. Dermed er vi godt rustet til at imødekomme gode og fornuftige henvendelser om lån – både fra nuværende og nye kunder.

Har Sparekassen taget for store risici ligesom flere andre banker og sparekasser?

Nej, vi har ikke tabt penge på spekulative ejendomsprojekter som mange af vores kollegaer. De nedskrivninger og tab på udlån vi har oplevet, er på kunder i vores markedsområde, som vi har kendt igennem flere år.
I Sparekassen er vi forsat indstillet på at hjælpe såvel erhvervs- som privatkunder, der er ramt af krisen, så langt som vi har mulighed for det.
 
Hvad sker der med min garantikapital (garantindskud)?

  • Garantikapitalen hæfter for Middelfart Sparekasses forpligtelser og er dermed risikovillig kapital. Det betyder, at hele eller dele af garantindskuddet tabes, hvis Sparekassen kommer i økonomiske vanskeligheder.
  • Sparekassen har i dag 150 mio. kr. i garantikapital fordelt på ca. 14.000 garanter, så det giver et gennemsnit på 11.000 kr. pr. garant. Der er altså ingen garanter, der skal gå fra hus og hjem, hvis Sparekassen får problemer.
  • Vi indførte allerede i 2007 et loft, så hver enkelt garant i dag maksimalt kan indskyde 20.000 kr. som garantikapital.
  • Garantikapital  er den eneste form for risikovillig kapital i Sparekassen, og er derfor ikke er dækket af indskydergarantifonden.
    Til gengæld er indestående på jeres garantkonto og højrentekonto sammen med øvrige indlån fuldt ud dækket af bankpakke 1 frem til 1.10.2010. Derefter gælder indskydergarantien igen – endda med en forhøjet dækning op til 750.000 pr. person.

Har I råd til det nye hovedsæde?

Ja, vi har jo sparet op igennem mange år, og beslutningen om at bygge nyt hovedsæde blev truffet for fire år siden. Sammenligner vi prisen på byggeriet med byggeri af det tidligere hovedsæde fra 1965, så kostede det tidligere hovedsæde 70 % af egenkapitalen. Denne gang regner vi med, at hovedsædet beløber sig til under 20 % af egenkapitalen.

Hvorfor koncentrerer Sparekassen sig ikke om at drive pengeinstitut?

I Middelfart Sparekasse har vi altid lagt vægt på en stor tilknytning til lokalområderne og et stort lokalt engagement i bl.a. erhvervs- og byudvikling. Nærheden til kunderne er en vigtig del af vores kultur.
Vi tror på, at udvikling af vores markedsområde er et vigtigt fundament for udvikling af vores forretning – derfor vil vi forsat engagere os, hvor det er muligt.

Hvordan kan i sikre jer mod fremtidige underskud?

Det er svært at vide, hvad fremtiden vil bringe, og hvornår finanskrisen vil slippe sit tag. 
Men uanset hvilke vilkår vi vil møde i de kommende år, er Sparekassen godt klædt på. Vi har Danmarks bedste arbejdsplads, tilfredse kunder og en solid økonomi.

Har Sparekassen fået penge fra staten / bankpakken?

Nej, vi har derimod bidraget til at hjælpe de pengeinstitutter, der ikke selv kunne klare sig gennem krisen. Desværre koster det os penge hver gang, et pengeinstitut må give op. Selvom vi altid har drevet en ordentlig forretning, kan vi desværre komme til at betale for andres dårlige forretninger.
Vi har endnu ikke taget stilling til Bankpakke II, hvor danske pengeinstitutter har mulighed for at modtage såkaldt hybrid kernekapital.

Jeg håber ovennævnte giver svar på nogle af de spørgsmål du måtte have i forbindelse med Sparekassens årsregnskab.

Venlig hilsen
Hans Erik Brønserud

2 kommentarer til “Årsregnskab 2008”

  1. Henrik Schjang Larsen skriver:

    Vedr. ScandiNotes.

    Hvad er begrundelsen for at dække tab for investorer der har købt ScandiNotes ? Hvorfor skal denne gruppe forfordeles fremfor andre investorer. En hver der investerer vælger at bære en risiko. Alle erhvervsobligationer har en risiko uanset hvem der står bag dem om det er komunekredit eller andre. Selv en statsobligation har en risiko, staten kan også gå fallit – sådan er det !
    Er det fortsat middelfart sparekasse’s politik at dække tab for visse værdipapir og hvilke vil i fremadrettet gå ind og dække ? – det var da rart at vide når der investeres ?

    Med venlig hilsen

    Henrik

  2. Hans Erik Brønserud skriver:

    Kære Henrik,

    Tak for din kommentar.

    Du har ret i, at en investering jo også altid omfatter et risikoelement.

    Det helt særlige i forhold til ScandiNotes er erkendelsen af, at vi ikke havde rådgivet kunderne tilstrækkeligt omkring risikoen ved obligationerne – dermed havde kunderne ikke fået en rådgivning, der lever op til Sparekassens værdisæt og vores målsætning for god rådgivning.
    Vi har måtte sande, at produktet var så komplekst, at vi ikke med rimelighed kunne forvente at den private investor selv ville kunne gennemskue risikoen. Det er baggrunden for, at vi valgte at kompensere kunderne.

    Middelfart Sparekasse dækker ikke generelt for tab i forbindelse med vore kunders investeringer, men vi gør vores bedste for at leve op til vores ansvar som rådgivere. Derfor erkender vi også, når vi har fejlet.

    Med venlig hilsen

    Hans Erik Brønserud

Skriv en kommentar